En lidt anderledes pizza med lækkert og mættende fyld. Du
kan erstatte bacon med stegte champignon, hvis du vil holde dagen grøn. Brug en
færdigkøbt dej, hvis du har travlt eller brug vores TIPS til en god,
hjemmelavet pizzadej.
4 personer. Er I kun to , så halver opskriften. Arbejdstid:
20 min. Bagetid: ca. 20 min.
# Ingredienser til pizza med jordskokker og spinat:
4 pakker færdig pizzadej (eller pizzadej se TIPS)
Topping:
300 g røget bacon
100 g babyspinat
200 g jordskokker
2 fed hvidløg
8 spsk tomatpuré
2 spsk oregano
300 g revet mozzarella
salt og peber
80 g parmesan i flager
olie
*
Sådan laver du pizza med jordskokker og spinat:
Tænd ovnen på 250 °C varmluft.
Skær bacon i terninger.
Skyl og slyng spinaten.
Rens jordskokker og hvidløg, og skær dem i tynde skiver
Læg pizzabundene på hvert sit stykke bagepapir.
Smør tomatpuré på bundene, drys med oregano og
mozzarellaost, og krydr med salt og peber.
Bag dem i ca. 10 min.
Steg baconterningerne på en varm pande, til de er gyldne.
Dryp dem af på fedtsugende papir, og fordel dem over
pizzaerne.
Bag i ca. 5 min., så pizzaerne i alt får 15 min. i ovnen.
Tag pizzaerne ud, og fordel spinatblade og jordskokker over
pizzaerne sammen med hvidløg, høvlet parmesanost og lidt olie.
Server evt. en god tomatsalat til.
TIPS: Lav din egen pizzadej:
Rør 25 g gær ud i 5 dl vand (maks. 37 °C), og tilsæt 1 tsk
sukker, 200 g durummel og 450 g pizzamel (tipo 00). Ælt dejen godt igennem i
5-8 min, og tilsæt 1 spsk groft salt og 2 spsk olie. Dejen skal være blød og elastisk
- tilsæt evt mere mel, hvis den er for klistret. Lad dejen hæve tildækket i 1 times
tid. Del dejen i 4 portioner, og rul dem ud til pizzabunde.
Kilde: Hjemmets bedste MAD