Du kan spare både forberedelsestid på din madlavning og
mange penge, hvis du bruger din fryser praktisk og smart - se de gode råd HER.
Madvarer, der kan fryses ned
Med nedfrysningen af fødevarer kommer der også en del spørgsmål.
Hvad kan holde til at blive frosset ned, og hvad kan ikke? Nogle fødevarer
holder sig ikke lige så lækre efter en tur i fryseren, mens andre nogle gange
kan blive bedre af det.
Bacon
Du kan både fryse bacon ned rå og tilberedt. Hvis du fryser
bacon ned, kan du hurtigt tage det op og bruge det i en ret eller som topping
på evt. en bagt kartoffel.
Bananer
Et rigtigt lækkert tip er at fryse dine overmodne bananer
ned. Når bananer bliver overmodne og får brune pletter på skallen, er tendensen
at man bare smider dem ud. Skræl dine bananer og frys dem ned i en pose. Når de
er helt frosne, kan du blende dem til en lækker 100% bananis (tilsæt intet
andet end bananerne) eller bruge dem i en smoothie.
Bær
Blåbær, jordbær, hindbær og brombær. Hvis du har bær i
overskud, enten fra et køb eller fra haven, så skynd dig at find en plads i
fryseren. Bær kan sagtens fryses ned og er perfekte at putte frosne i kager,
smoothies eller andet bagværk.
Rasp
Du kan lave din egen rasp og fryse den ned, så behøver du aldrig
købe rasp igen.
Du kan bruge rester af brød eller vælge noget til formålet.
Sørg for at opbevare brødet tørt i en beholder uden låg.
Hvis brødet står for fugtigt, mugner det. Du kan også tørre brødet på en
bageplade i ovnen på 150 °C.
Når brødet er helt tørt, blender du det i blenderen til det
har den helt rigtige konsistens.
Så er din rasp klar til at blive frosset ned.
Smør
Når der er tilbud på dit foretrukne mærke af smør, er der
ikke noget i vejen med at købe rigeligt, fordi smør kan faktisk let fryses ned.
Kager
Bag kagen til gæsterne dagen inden og frys den ned. På den
måde er den klar til at blive taget op et par timer inden gæsterne kommer, så
du kan nå at pynte den inden den skal serveres. På den måde sparer du meget tid
i køkkenet, og får mere tid sammen med dine gæster.
Gryderetter
Til de travle aftener eller de aftener, hvor du ikke orker
at lave mad, er det fantastisk at have en hel ret klar i fryseren. Du kan
nemlig sagtens lave en hel gryderet og fryse den ned.
Citronskal
Hvis du bager en kage, hvor du fx skal bruge skallen fra en
halv citron, står du ofte med en del til overs. Derfor er det godt at vide, at
du sagtens kan fryse skallen ned. Hvad enten det er skallen af en citron, en
lime eller en appelsin. Riv resten af skallen og frys det ned.
Bouillon
Hver gang du tilbereder en steg eller en kylling, kan du med
fordel gemme knoglerne og skroget og koge en lækker bouillon på det.
Mysli (müsli) eller granola
Frys din mysli så du kan tage op efter behov og drysse på
din yoghurt eller en dessert.
Vindruer
Hvis du endnu ikke har prøvet at fryse vinduer ned, så skynd
dig at gøre det – du ved ikke hvad du går glip af. Det er en lækker
eftermiddagssnack, og de er perfekte som alternative isterninger i drinks.
Krydderurter
Der er mange forskellige måder at fryse krydderurter på. Du
kan både fryse dem ned i bundter, så du kan tage et bundt op ad gangen. Du
burde dog også forsøge dig med isterningebakken, hvis du ikke har prøvet det
endnu.
Hak dine krydderurter og fyld dem i isterningebakken efter eget valg. Du kan
enten holde dem hver for sig, eller blande dine yndlingskrydderurter. Fyld lidt
vand i og frys dem ned. Så har du din egen lille terning af krydderurter klar
til at tilsætte den ret, du er ved at lave.
Syltetøj, marmelade og gelé
Hvis du har en masse syltetøj i overskud eller laver
hjemmelavet marmelade, er det altid nemmere at lave en stor portion. Det er der
dog intet problem i, for du kan sagtens fryse det ned og tage det op efter
behov.
Kød
Alt råt kan blive frosset ned, bare så længe det er pakket
ordentligt.
Mælk
Den er god nok. Du kan sagtens fryse mælk ned. Så når mælk
er på tilbud er det bare med at fylde indkøbsvognen op.
Ubagt brød
Der er intet lettere end at slå en dej op til et lækkert
brød og derefter fryse det ned, så det er klar til bagning, når du engang har
brug for det. Pak det tæt sammen i film, og placér det i fryseren.
Brød
Det er ofte svært at få spist en hel pakke sandwich brød før
det mugner, især hvis det bliver brugt til madpakkerne. Derfor er det en god
idé at fryse det ned. Det er nemt lige at tage et brød op om aftenen og så er
det klar til dagen efter.
Pastasauce
Det er ærgerligt at smide en lækker pastasauce ud efter
aftensmaden, hvis der er en del i overskud. Frys saucen ned og brug den som
supplement næste gang du skal lave pasta.
Tærter
Bagte tærter holder sig rigtig godt i fryseren. Både
desserttærte og aftensmadstærter.
Pizza dej
Det er så nemt at slå dejen op til et par lækre pizzaer, når
du har tid til det, så det ikke er det der tager tid, når de skal laves til
aftensmaden. Det mindsker arbejdstiden i køkkenet og det er nemt lige at hive
en klump dej frem, hvis I beslutter jer for pizza en aften.
Revet ost
Det er altid billigere at købe en blok ost end skiveskåret
ost. Du kan derfor med fordel købe en blok ost, skære eller rive den selv og
fryse små poser ned.
Grønsager
Du kan næsten fryse alle grønsager, der ikke har et højt
vandindhold ned. Zucchini, squash, majs, spinat, gulerødder.
Madvarer der IKKE egner sig til at fryse ned
Mayonnaise
Når mayonnaise har været frosset ned, vil det ved optøningen
skille og stivne.
Ris
Ris har en tendens til at blive smuldrende og grødet efter
at være frosset ned.
Bløde oste
De oste, der ikke egner sig til at blive frosset ned, er dem
med højt vandindhold og derfor er bløde, fx ricotta, hytteost og flødeost.
Grønsager
De grønsager, der har et højt vandindhold, egner sig ikke
til at blive frosset ned. Agurk, salat og tomater bliver fx dårlige af, at være
frosset ned.
Udvid listen ved at gøre dig dine egne erfaringer, dette er
blot til inspiration. Få mere ud af dine indkøb, og overvej at lægge maden i
fryseren frem for i skraldespanden.