Kogt torsk med det hele. Design dit eget tilbehør; udvid med
fx sprødstegte baconterninger, sprødstegte store kapers, smeltet smør, citron
eller rå løg. Server fx til Nytårsaften.
Arbejdstid: 30 min. Koge/trækketid: 25 min. Ikke
fryse-egnet. 2 personer. Er du alene så halver portionen
# Ingredienser til Nytårstorsk:
2 skiver torsk med skind og ben (ca. 600 g)
1 skalotteløg
1 l vand
1 spsk salt
5 sorte peberkorn
1 laurbærblad
evt. ½ spsk eddike
Tilbehør:
500 g kartofler
1 bdt persille (hakket)
1 hårdkogt æg (hakket)
25 g syltede rødbeder (hakket)
25 g syltede agurker (hakket)
1 stk hel peberrod (billede nederst)
25 g fiskesennep
*
Sådan laver du Nytårstorsk:
Pil skalotteløget og skær det i kvarte.
Læg det i en gryde med vand, salt og krydderier og giv det
et opkog.
Læg torskestykkerne i kogevandet, og lad det akkurat nå
kogepunktet igen.
Tag gryden af varmen, læg låg på og lad fisken trække i
lagen ca. 20 min.
Kog og pil kartoflerne.
Gør det øvrige tilbehør klar.
Tag forsigtigt torskestykkerne op med en hulske, og anret
dem på varme tallerkener.
Server med hakket persille, hakkede æg, hakkede rødbeder,
hakkede agurker, høvlet peberrod, kogte kartofler og fiskesennep.
TIPS: Rør evt en sauce af et par skefulde fiskesennep, lidt
af den varme kogelage og lidt fløde.
INFO: Der er stadig mange, som spiser torsk nytårsaften,
selvom den har fået konkurrence af andre retter.
I den katolske tid var fisk en fastespise. Og eftersom
adventstiden var en faste- og bodstid kunne fisken få en naturlig placering på
menuen her. Også efter reformationen har man mange steder spist fisk som én af
retterne i julen.
I 1700- og 1800-årene begynder man imidlertid at spise fisk
nytårsaften eller nytårsdag, måske som en modvægt til al den fede julemad, uden
at der skal lægges katolske over- eller undertoner i det. At spise fisk har
naturligvis haft særlig udbredelse i kystegne, men efterhånden som
transportforholdene forbedres - fx med jernbane - vinder skikken mere og mere
frem.
Kilde: Hjemmets bedste MAD