Alle har nok deres yndlingslagkage. Her får du opskriften på
en klassisk lagkage, hvor du selv kan variere fyldet efter smag og behag.
Perfekt kage til fødselsdag.
En lagkage er en særlig kage, der bygges op i flere lag –
heraf navnet. Lagkager er bygget op af et antal lagkagebunde og fyld. En traditionel
lagkagebund er lavet af sukkerbrødsdej, men kan også laves af andre typer rørt
eller pisket kagedej.
Tilberedningstiden for lagkagen er cirka 3 timer. Heraf er
arbejdstiden 1 ½ time.
# Ingredienser til lagkage:
Lagkagebunde:
4 æg
125 g sukker (svarende til 1½ dl)
25 g (svarende til ½ dl) majsstivelse (Maizena®)
65 g hvedemel (svarende til 1 dl)
1½ tsk bagepulver
Fyld:
1 portion Kagecreme
1 dl piskefløde
1½ dl syltetøj
250 g hindbær, jordbær, appelsin, ananas eller bananer
Pynt:
1 portion glasur
evt frugtfarve eller chokoladecreme
2 dl piskefløde
*
Sådan laver du lagkage:
Dej: Start med at piske æg og sukker stift, ca. 10 min. med
en el-mikser.
Tilsæt herefter majsstivelse og hvedemel blandet med
bagepulver i dejen.
Vend det forsigtigt i med en dejskraber, uden at luften går
ud af skummet.
Smør så tre lagkageforme og fordel dejen heri.
Bag bundene midt i ovnen ved 200 °C til de er lysebrune.
De skal have ca. 10 min.
Vend bundene ud af formen, når de er færdige i ovnen og
afkøl på sukkerstrøet papir.
Fyld: Start med at piske fløden til skum og vend det i
kagecremen.
Læg så en lagkagebund med bunden opad på et serveringsfad.
Smør nu syltetøjet på lagkagebunden.
Læg halvdelen af cremen over.
Dæk med den næste bund og læg resten af cremen på.
Skær nu frugten i mindre stykker og kom dem på cremen.
Læg den sidste bund på og lad lagkagen trække i køleskab
mindst 1 time og gerne 6-24 timer.
Pynt: Smør glasur eller et tyndt lag flødeskum på toppen af
den øverste bund.
Sprøjt med flødeskum langs lagkagens kant og pynt med bær.
Og så er lagkagen klar til at blive spist.
Tips til lagkage
En lagkage smager altså bare fantastisk når den laves fra
bunden. Og når kagen nu skal laves fra bunden skal du naturligvis også benytte
hjemmelavet kagecreme.
Du kan heldigvis
finde opskriften på kagecreme her.
Lagkagen er perfekt til selskaber eller fødselsdage. Server
for eksempel den flotte lagkage sammen med en portion fødselsdagsboller.
Du kan finde vores
opskrift på fødselsdagsboller med rosiner her.
Lagkager kan laves med meget forskelligt fyldt. Vi foreslår
du forsøger dig frem med det, som du bedst kan lide, fx banan, jordbær eller
kiwi.
Herunder kan du finde en variation af denne lagkage, nemlig
lagkage med jordbær:
Lagkage med jordbær
500 g jordbær
Del store bær og drys med 2 spsk sukker.
½ l piskefløde og kornene af ½ stang vanilje piskes til skum.
Bland jordbær og fløde, smag til med sukker.
Fordel fyldet mellem lagkagebundene.
Velbekomme, og god fornøjelse med din lagkage.
Andre dejlige forslag til lagkager: