Hjemmelavede romkugler af kagerester - så er der kage i en
fart og disse romkugler smager fantastisk!
# Ingredienser:
400 g kage, fx en blanding/rest af chokoladekage, sandkage,
drømmekage, muffin eller wienerbrød
125 g god marcipan
175 g smeltet mørk chokolade 55%
2 spsk hindbærmarmelade
2 tsk mørk rom eller romessens
krymmel, kakao, kokos eller glasur til pynt
*
Sådan laver du romkugler:
Smuldr kagen i en skål eller brug en foodprocessor og bland
med marcipan, smeltet chokolade og hindbærmarmelade.
Rør det sammen til en fast masse og smag til med mørk rom
eller romessens.
Sæt kagemassen i køleskab til den er fast og tril til
kugler.
Kuglerne trilles i krymmel, kakao, kokos eller glasur til
pynt.
Romkugler fremstilles af rester af wienerbrød og
kager, som æltes sammen med romessens (eller mørk rom). De fleste bagere og konditorer
i Danmark sælger romkugler. Romkugler fås fra 3 til 15 cm i diameter med
forskellig krymmel. Farven på dejen afhænger af, om de er lavet af wienerbrødsdej
(lys dej) eller chokoladekagerester (mørk dej).
De kendes i Midtjylland og Østjylland som
"trøfler" eller "trøffelkugler", mens de på Mors går under
navnet "sputnik".
"Kanonkugler" er en variant af romkugler. De er
rullet i lakridskrymmel og lavet af den mørke dej uden romessens. Kanonkugler
kan også fås med chokolade krymmel
Studenterbrød er nært beslægtede med romkugler. De bages på
samme måde, men er flade/firkantede med hindbærsyltetøj og overtrukket med glasur.
Foto er lånt af Gastrofun.