En kold budding laves af en kogt creme, der tilsættes
husblas og flødeskum. Her er den smagt til med appelsinlikøren Grand Marnier,
og serveret med en appelsinsauce til.
8-10 personer. Arbejdstid: 30 min. Kogetid: ca. 10 min. Køletid:
mindst 2 timer.
# Ingredienser til Grand Marnier-budding med appelsinsauce:
½ liter sødmælk
175 g sukker
4 æg
10 blade husblas
1 dl appelsinlikør eller appelsinsaft
1 appelsin (øko)
lidt olie til formen (neutral smag)
½ liter piskefløde
Appelsinsauce:
½ liter appelsinsaft
1½ spsk kartoffelmel eller majsstivelse
½ dl appelsinlikør eller appelsinsaft
lidt sukker
Pynt: 2-3 spsk hakkede pistacienødder
*
Sådan laver du Grand Marnier-budding med appelsinsauce:
Giv mælken og halvdelen af sukkeret et opkog i en gryde.
Pisk æggene skummende med resten af sukkeret.
Pisk 1 dl af den kogende mælk
i æggeskummet, og hæld blandingen tilbage i gryden.
Pisk i et par min. over varmen, uden at det koger, og si
cremen over i en skål.
Udblød husblassen i koldt vand i ca. 5 min. Knug vandet af,
og smelt den i den varme creme.
Rør appelsinlikør eller saft og fintrevet appelsinskal i
cremen, og køl af (evt. i et koldt vandbad), til den begynder at blive tyk.
Rør jævnligt.
Smør en fromage- eller randform (ca. 1½ liter) med olie.
Pisk fløden til tykt skum, og vend det i den afkølede creme.
Hæld massen i formen, og sæt den i køleskabet.
Lad den stivne i køleskabet i mindst 2 timer.
Bring appelsinsaften i kog.
Rør kartoffelmel ud i kold likør eller saft.
Tag gryden af varmen, og pisk jævningen i den varme saft.
Hvis du bruger majsstivelse, skal du koge saucen i et par
min.
Pisk evt. mere saft i, til konsistensen er passende, og smag
til med sukker.
Server saucen lun eller kold.
Vend buddingen ud på et fad, pynt evt. med hakkede
pistacienødder, og server med saucen.
TIPS: Løsn desserten fra formens kant med en kniv, og dyp
hurtigt formen i varmt vand, inden du vender den ud på fadet.
Se
flere dejlige desserter her
Kilde: Hjemmets bedste MAD