Cookies er en slags småkager, som oftest er lidt større end
traditionelle småkager. Disse cookies er nemme at lave og smager skønt.
(12 stk) Tilberedningstiden for disse cookies er ca 35
minutter. Heraf er arbejdstiden ca 20 minutter.
# Ingredienser til cookies:
150 g hvedemel (2½ dl)
1 tsk bagepulver
½ stang vanilje
1 tsk fint salt
125 g smør
100 g brun farin (1½ dl)
100 g sukker (1¼ dl)
1 æg
75 g hasselnøddekerner eller valnødder (1½ dl)
100 g chokolade
*
Sådan laver du cookies
Start med at blande hvedemel med bagepulver, kornene af
vaniljestangen og salt.
Skær herefter det kolde smør i mindre stykker og smuldr det
med melblandingen.
Dette kan eventuelt gøres i en foodprocessor.
Bland nu farin og sukker i dejen.
Saml dejen med sammenpisket æg.
Du skal trykke den sammen uden at ælte den.
Hak så nødder og chokolade og bland også det i dejen.
Form kugler af dejen og sæt dem, med god afstand – gerne 6
stk. på hver bageplade med bagepapir.
Bag kagerne midt i ovnen ved 175 °C i ca 15 minutter til de
er sprøde.
Afkøl kagerne på en rist.
Og så er dine cookies klar til at blive spist
Tips til cookies
Cookies er en slags småkager, som er opkaldt efter det
engelske/amerikanske ord for netop småkage. En cookie er dog som regel en smule
større end traditionelle småkager. En cookie kommer samtidig i mange former og
smagsvarianter. Mange vil nok nikke genkendende til chocolate chip cookies
eller småkager med chokoladestykker, som denne opskrift jo også hedder.
Prøv også at bruge farvet chokolade som smarties eller M
& Ms for at give småkagerne et unikt og festligt udseende.
Cookies er ganske enkle at lave med få ingredienser og egner
sig godt som let snack, til eftermiddagskaffen eller lignende. Og hvis du
opbevarer kagerne i en lufttæt beholder vil de let kunne holde sig over et par
uger – hvis de da ikke bliver spist inden.
Hvis du synes det er skønt at arbejde med småkager eller
kager i små størrelser har vi også mange andre muligheder hos kogebog.dk.
Prøv fx vores opskrifter på napoleonshatte eller Sarah
Bernhard kager.
Du kan finde opskriften på Napoleonshatte her.
Og du kan finde opskriften på Sarah Bernhard kager her.
Velbekomme, og god fornøjelse med dine cookies.