Fuglevildt købes som regel med fjerbeklædning, og her må du se, om fjerbeklædningen er ”velplejet”. Fuglene må ikke lugte fordærvet, du kan prøve ved at lukke næbbet op og under vingerne. Brystet er det bedste; ofte serveres kun brystet.
Agerhøns. Unge høns er bedst; kendes på gule fødder
og sort næb. De flåes, udtages, ombindes m. spæk. Brunes i varm ovn, dryppes med
sky og fløde, steges ca 20 min. Saucen tilsættes ribsgelé. 1 hel agerhøne til
hver person.
Agerhøns i kål. Et Hvidkålshoved skæres meget fint,
lægges i gratinfad, med spæk på bunden, overhældes med ½ l kogende sky, sættes
i varm ovn.
3 agerhøns brunes i smør/margarine, steges halvt møre,
lægges i kålen, så den dækker dem, koges færdige i ovnen. Serveres med kålen i gratinfadet.
Bekkasiner, Brokfugle og Brushøns kan steges og
serveres som agerhøns eller snepper.
Fasan. Regnes for den fineste hønsefugl; den har
fast, hvidt Kød, men ingen udpræget vildtsmag. Fasanen flåes, udtages, ombindes
med spækskiver, steges ½-¾ time, dryppes med fløde og sky; heraf afbages saucen,
tilsættes ribsgelé. Fasan anrettes på brødsokkel, hvortil hoved, hale og vinger
af fuglen er fastgjort med spyd og nåle. Hertil brunede kartofler. 1 Fasan til 2-3
personer.
Hjerpe. Har fint, hvidt, meget velsmagende kød. De
steges og serveres som agerhøns; kan også fyldes med persille og steges som kyllinger.
Krager. Kun ungerne anvendes. De plukkes, udtages,
fyldes med persille og lidt kold margarine. Brunes i smør/margarine, dryppes med
sky, steges 15-20 min. Hertil skysauce med fløde. Kan flåes, spækkes eller
barderes, steges som vildt.
Kramsfugle. Fuglene plukkes, indvoldene udtages, lever,
hjerte og kro hakkes fint, fyldes i fuglen, som ombindes med tynde skiver spæk,
brunes, steges ca ¼ time, drysses med salt. Hertil flødesauce.
Lærker, tilberedes som kramsfugle (se ovenfor).
Pommeransfugle, tilberedes som kramsfugle (se
ovenfor).
Råger. Kun ungerne anvendes. Steges som krager.
Regnspover, Ryler. Kan steges og serveres som agerhøns
eller snepper.
Ryper. 1 rype til 2 personer. Kødet er mørkt, brystet
meget kødfuldt. Den norske rype er større og finere i smagen end den islandske.
Rypen flåes, udtages, sættes op, spækkes tæt på brystet, lægges 8-10 timer i mælk.
Aftørres, brunes i smør/margarine, dryppes med fløde og sky, steges ca 20-30 min.
Rigelig fløde kommes i saucen; den smages til med ribsgelé.
Tjurer og Røjer. Store fugle af hønsefamilien; 1 fugl
beregnes til 5-6 personer. De flåes, udtages, spækkes rigeligt eller barderes, lårene
trykkes tilbage mod brystet, ombindes fast, så fuglen får smuk form. Brunes i smør/margarine,
dryppes med sky og fløde, steges ved langsom ild ca 1 time. Saucen sies,
skummes, afbages; tilsættes ribsgelé.
Snepper. 1 Sneppe til hver person. Anses for en delikatesse;
hører til det dyreste vildt.
Fuglen pilles og rengøres, lårene trykkes tæt ind mod brystet;
næbbet stikkes gennem dem. Sneppen ombindes med spæk, brunes, dryppes med sky
og fløde; steges 20-30 min. Serveres med flødesauce.
”Sneppebrød”: Hoved og hals flåes, svides, og kødet
udtages og hakkes fint. Lever, hjerte, kro renses, hakkes fint. Alt svitses i
smør/margarine med lidt hakket rødløg; denne dej smøres på varmt ristet
franskbrød; hermed garneres de stegte snepper.
Solsorter, Spurve tilberedes som kramsfugle (se
ovenfor).
Urhøns. Hønen er bedst, men hanen er betydelig
større; de spækkes godt eller barderes, dryppes jævnligt under stegningen;
Kødet er temmelig tørt. Saucen sies, afbages, tilsættes rigelig fløde og lidt ribsgelé.
Vildgæs. Gæslingerne er de bedste og steges som tam gås
eller vildand.
Vildænder. 1 vildand til 3 personer. Krik- og Gråand
er de bedste. Friskskudte kan de flåes og steges straks; er de nogle dage
gamle, må de, efter at være flået, udtaget og spækkes tæt, i 8-10 timer lægges
i Mælk, tilsat lidt eddike. Brunes i smør/margarine, steges langsomt i tynd skysauce,
som hældes over fuglene. Saucen jævnes, tilsættes fløde og ribsgelé.
Stegetabel
Agerhøns - 15 minutter.
Snepper - 10-15 minutter.
Små fugle - 10-15 minutter.
Se flere
opskrifter med Fuglevildt
✅ Her er kogebogen med nemme
opskrifter, - prøv selv, Madplaner,
Min kogebog, Grill, Tøm køleskab,
Mad til 1 person eller Mad på 30 min.
Få gode smagsoplevelser med Kogebog.dk. Vi hjælper dig med at
lykkes i køkkenet.