Kaki er en skøn og nem frugt. Når du har skyllet den, er den
lige til at sætte tænderne i. Og det er nemt at blive afhængig af denne
supersøde håndfrugt
Kaki. Engelsk: Persimmon. Latin: Diospyros kaki
Sæson: Dansk: -. Import: september - februar
Holdbarhed: 5-7 dage ved 2-6 °C
Anvendelse: Anvendes naturel, i frugtsalat, til is eller til
hvidskimmelost. Anvendes desuden i kager og til mousse. Svind: ca 10%
Frysning: Frugterne er ikke velegnet til frysning.
Kaki er mere end 500 år gammel og blev anvendt i både
Nordamerika og Østasien. Den menes at stamme fra Japan eller Kina, hvor der i
dag findes flere end 1000 forædlede sorter af frugten.
I 1855 kom den til Californien, hvor den hurtigt blev populær og i ca.
1870’erne kom den til Sydeuropa og er i dag en populær frugt i
Middelhavsområdet.
Kaki er et tomatlignende bær, hvis orangerøde, bløde
frugtkød i smag minder om en pikant, mild blanding af abrikos, fersken og
figen.
En umoden kaki er lysegul eller gulgrøn i farven og
indeholder mange tanniner som snerper i munden og ødelægger fornøjelsen. Den
bør først spises når den er mere orange i farven og let overmoden.
Almindelig kaki eller kakitræ er et lille, løvfældende træ
med en kort stamme og en bred, overhængende krone. Frugten kaldes
"persimon", "kakifrugt" eller "daddelblomme".
Arten er blandt de ældste, dyrkede træer, og den vides at have været dyrket i
Kina mindst 2.000 år.
Sharonfrugten er en forædling af kakifrugten og blev
fremavlet i Sharondalen i Israel. Den har nogle åbenlyse fordele i forhold til
kakifrugten.
Den er mere fast i kødet, hvilket gør den mere transportvenlig
og man behøver ikke at vente med at spise dem til de er overmodne.
Sharonfrugten indeholder også tanninstoffer, men de bliver
fjernet inden frugten bliver afsendt til forbrugeren. Og så er de kerneløse, i
modsætning til kakifrugten, som kan indeholde op til 8 kerner.
Kaki dyrkes i dag i store dele af verdenen, hvorimod
sharonfrugten kun dyrkes i Israel.
I butikkerne kan det være svært at se forskel på det to
frugter da de ligner hinanden, derfor bliver navnene kaki og sharon brugt lige
meget om de to frugter.
En sharonfrugt kan
kaldes en kaki, men en kakifrugt kan ikke kaldes en sharon.
Opskrifter med Kaki
Tilbage til Råvarer.