Hvillingen (Merlangius merlangus) er benfisk i torskefamilien.
Den findes fra det vestlige Middelhav til Nordnorge og Island. Den træffes i
alle indre danske farvande og den vestlige Østersø.
Udseende
Hvillingen har et tydeligt overbid med spidse, tynde tænder
og kendes bedst på en sort plet ved roden af brystfinnen og manglen på
skægtråd. Hvillingen kan omkring Island blive op til 70 centimeter lang og veje
op til tre kilo. I Nordsøen bliver den sjældent større end 40-45 centimeter.
Levevis
Hvillingen lever en stor del af sit liv mere eller mindre pelagisk.
Den træffes i dybder ned til 200 meter og færdes ofte i småstimer nær kysten.
Hvillingen lever i sit første leveår især af krebsdyr, fx hesterejer
og pungrejer. Med alderen udgør fisk en større og større del af føden. Ældre
hvillinger tager både tobis, sperling og sild.
Hvillingen er en torskefisk, men har mangler den skægtråd
som ellers kendetegner andre torskefisk. Man kan også kende hvillingen på det
kraftige overbid, de mange spidse tænder og en sort plet ved brystfinnens rod.
Fangstmetoder - Hvordan fanger man hvilling?
Hvillingen tager næsten alt naturlig agn som fiskes på
bundforfang eller under flåd, fx. børsteorm, sandorm, sildestykker og rejer. Hvillingen
kan dog også fanges ved spindefiskeri fx. med et sildeforfang eller et makrelforfang.
Hvillingen holder ofte til tæt ved bunden, så det er som regel der man skal
fiske sin agn, hvis man går efter hvillinger.
Hvillingen hugger i små hidsige ryk, men har en evne til at spise agnen, uden
at blive kroget. Derfor kan især små hvillinger være en plage for lystfiskere,
som fisker med naturlig agn. Vil man gerne fange de små hvillinger lige omkring
mindstemålet, kan man vælge at gå lidt ned i krogstørrelse.
Fiskepladser - Hvor fanges hvilling?
Hvillinger fanges typisk i havne og fra moler og naturligvis
også fra båd.
Spisefisk - Tilberedning af hvilling
Hvillingen er en fin spisefisk, hvillingen fileteres let, og
de resterende ben kan fjernes med en pincet eller tang.