Uhm, sprød svær, lækkert kød og dejlig sauce. Steg gerne en
større steg, så der er til biksemad og sandwich i næste uge.
4-6 personer. Arbejdstid: 40 min. Stegetid: 1 time og 15
min.
# Ingredienser til Flæskesteg med bagte æbler, sauce og
kartofler:
1 kg svinekam med ridset svær
1 spsk groft salt
friskkværnet peber
4-5 kviste frisk timian
2-3 kviste frisk rosmarin
1 knoldselleri
Sauce:
2 dl stegesky fra stegen
6 dl brun kalve- eller oksebouillon
50 g smør
4 spsk hvedemel
Bagte æbler:
6 små æbler
½-1 citron (øko)
100 g blødt smør
2-3 spsk persille
Tilbehør: kartofler og persille
*
Sådan laver du Flæskesteg med bagte æbler, sauce og
kartofler:
Gnid flæskestegen med groft salt ned mellem alle sværene, og
krydr med peber.
Læg stegen på timian og rosmarin i et ovnfast fad, og hæld
2-3 dl vand i bunden af fadet.
Sæt evt. et stegetermometer i midten af stegen.
Sæt fadet i en kold ovn, og tænd på 200 °C. Steg i 30 min.
Skræl sellerien, og skær den i små i terninger.
Læg dem omkring stegen i fadet, og steg videre i ca. 45
min., til kødets centrumtemperatur er 55 °C.
Er sværen sprød, steges videre, til centrumtemperaturen er
65 °C.
Er sværen ikke sprød, kan stegen sættes under en varm grill
i ovnen.
Tag stegen ud af ovnen, og lad den hvile i ca. 15 min.
Si stegeskyen over i en gryde, og tilsæt bouillon.
Kog det til smagen er passende kraftig.
Smelt smør i en gryde, drys melet i, og bag det igennem
under omrøring.
Tilsæt lidt væske ad gangen, og pisk godt, så alle klumper
forsvinder, før der tilsættes mere væske. Kog i 5 min. ved svag varme under
piskning. Smag til med salt og peber.
Lav et lille snit hele vejen rundt om hvert æble, eller prik
dem med en gaffel.
Udhul æblerne fra stilken med et melonjern eller spidsen af
en skrællekniv.
Dryp lidt citronsaft i hvert æble, og fyld dem med smør rørt
med lidt fintrevet citronskal og hakket persille.
Sæt æblerne i et ovnfast fad, og bag dem i ca. 15 min. ved
200 °C, til de er møre.
Skær flæskestegen i skiver, og server med fyldte æbler,
kogte kartofler, hakket persille og sauce.
Kogebog.dk er madkursus og nemme
madopskrifter, og Madplaner, Tøm
køleskab, Mad til 1 person eller Mad på 30 min.
og...
Kilde: Hjemmets bedste MAD