
 
En hjemmebagt grov baguette er god i madpakken til skole,
arbejde eller rejse. Det grove brød mætter godt, og med enkelt, frisk fyld er
det en mager og supersund frokost for både store og små - også godt som
tilbehør til sæsonens supper. 
Arbejdstid: 30 min. Hævetid: ca. 2 timer og 15 min. Bagetid:
ca. 20 min. Fryse-egnede. 8 baguetter
 
# Ingredienser til Grove baguetter:
15 g gær 
2½ dl lunkent vand 
2½ dl yoghurt naturel 
1½ tsk groft salt 
50 g groft fuldkornsrugmel 
50 g knækkede hvedekerner 
50 g solsikkekerner 
500 g hvedemel 
1 æg til pensling 
2 spsk sesamfrø 
*
 
Sådan laver du Grove baguetter:
Rør smuldret gær ud i lidt af det lunkne vand. 
Tilsæt resten af vandet og yoghurten. 
Rør salt, rugmel, knækkede hvedekerner og solsikkekerner i
væsken. 
Tilsæt derefter melet gradvist. 
Ælt dejen grundigt - den skal være fugtig og må ikke blive
for tør
 -(kernerne suger
væske, mens dejen hæver). 
Lad dejen hæve tildækket ca. 1½ time. 
Tril dejen til en pølse, del den i 8 lige store stykker og
form dem til aflange baguetter. 
Læg dem på bageplader med bagepapir. 
Dæk dem til og lad dem efterhæve ca. 45 min. 
 
Varm ovnen op til 200 °C varmluft (225 °C alm. ovnvarme). 
Pensl baguetterne med sammenpisket æg og drys med sesamfrø. 
Bag brødene ca. 20 min. 
Bank på bunden af en baguette - de er færdig bagte, når det
lyder hult. Lad dem køle af på en bagerist. 
 
 
Kilde: Hjemmets bedste MAD