
Ordet dolmer kommer fra det tyrkiske dolmak, der betyder at
fylde. Opskriften har en udførlig vejledning, så også børn kan gå i køkkenet. 
Til 4 personer
 
# Ingredienser
Kødfars:
400 g magert hakket svinekød eller hakket lam
2 tsk groft salt
1 æg
1 dl havregryn
2 tsk karry
2 dl mælk
1 savoykål eller hvidkål
 
Sur-sød sauce:
2 dl tomatketchup
1 dl æble- eller vineddike
1 dl vand
4 tsk stødt allehånde
Tilbehør:
250 g perlebyg,
perlerug eller bulgur
*
 
Fremgangsmåde
Kom kødet og salt i en skål. 
Stil skålen i vasken eller læg en karklud under den, så den
står fast. 
Rør kødet sejt og fast med en grydeske eller en håndmikser.
Slå ægget ud i skålen. 
Kom havregryn og karry i skålen og rør det sammen.
Rør mælken i lidt ad gangen og sæt kødfarsen i køleskab.
 
Sæt en stor gryde med vand over til at koge, læg låg på.
Løsn og skær 8-12 kålblade fri fra stokken. 
Kog bladene i 4-5 min til de er bløde. 
Tag bladene op med en hulske og lad dem dryppe af i et
dørslag. 
Dup bladene med et rent viskestykke. 
Skær lidt af den grove midterstribe væk.
Læg de store kålblade enkeltvis og de mindre to og to til 8
kåldolmere.
Kom lidt salt på. 
Læg to store skefulde kødfars på hvert blad og pak sammen
til en pakke. 
Læg dem i et ovnfast fad med sammenføjningerne nedad.
 
Rør ingredienser til sur-sød saucen sammen og hæld den i det
ovnfaste fad. 
Dæk fadet med låg eller alufolie. 
Sæt det midt i ovnen og tænd nu på 200 °C og bag ca. 45 min.
til kødet er gennemstegt.
 
Hæld perlebyg (– rug eller bulgur) i en si og skyl med koldt
vand. 
Sæt vand over i en gryde med låg og bring i kog. 
Tilsæt perlebyg og salt.
Kog 20 min. Tag den af varmen og lad den stå i 10 min. 
(Kogetiden for bulgur er 10 min + 10 min. hviletid).
 
Tips: Smag saucen til med en smageske. Når man smager på
maden flere gange, hælder man saucen fra en ske i gryden op på smageskeen. Så
kommer smageskeen ikke direkte i maden. 
Er smagen tilpas eller skal der flere krydderier i retten? 
 
Perlebyg er polerede bygkerner. Perlebyg er et sundt
alternativ til ris, men er ikke et fuldkornsprodukt, fordi hele kornet ikke er
med. Du kan bl.a. bruge det til risotto, i supper, til grød og gryderetter. 
Vil du se flere dejlige opskrifter med perlebyg - så se
HER
 
Kogebog.dk har de nemmeste madopskrifter, madplan og tøm
køleskabet og din egen "Min kogebog" til dine egne opskrifter