 
 
   
Dessert. Arbejdstid: 35 min. Bagetid: ca 5 min. pr. hold. Middelsvær at lave. Lav pris. Fryse-egnet. Mængde: ca 30 stk. 
   
# Ingredienser
til Æbleskiver uden gær
250 g hvedemel (ca 4 dl) 
1 tsk tvekulsurt natron 
1/2 tsk fint salt 
1 spsk sukker 
½ usprøjtet citron, reven skal af
5 dl kærnemælk 
2 æg 
smør til bagning
Æbleskivepande 
*
Sådan laves Æbleskiver uden gær
1. Bland mel, natron, salt, sukker og reven citronskal. 
 
2. Rør kærnemælken i lidt ad gangen, og rør dejen glat. 
 
3. Pisk æggene sammen og rør dem i dejen. 
 
4. Varm æbleskivepanden godt op. 
Kom ½ tsk smør i hvert hul og fyld dem ¾ op med dej. 
Vend æbleskiverne med en gaffel eller strikkepind, så snart
de har dannet fast underside. 
 
5. Vend jævnligt æbleskiverne under bagningen. 
De skal bage ca 5 min. i alt ved svag til jævn varme. 
Server æbleskiverne straks med et drys flormelis. 
 
Tips: Server flormelis og/eller syltetøj til, fx Jordbærsyltetøj
eller Stikkelsbærkompot.
Æbleskiverne kan holdes varme side om side i en lun ovn, men
de falder nemt lidt sammen. 
Palmin, margarine eller ukrydret svinefedt kan erstatte
smørret, men smørsmagen klæ'r æbleskiverne. 
Æbleskiverne kan bages i god tid i forvejen, lægges i
foliebakker og varmes 10-15 min i ovnen ved 150 °C.
Kan fryses. Holdbarhed: 3 måneder. 
 
Æbleskiver med fyld:
Kom en skrællet æblebåd eller ½ kogt sveske i hver
æbleskive, lige før den vendes. 
 
Svupsak:
Skær en æbleskive, gerne med æblebåd i midten, igennem og
hæld et skvæt snaps over. (Gammel lollandsk skik). 
 
Se alle de bedste opskrifter med Æbleskiver
 
✅ Her er kogebogen med nemme
opskrifter, - prøv selv, Madplaner, Min kogebog,
Grill, Tøm
køleskab, Mad
til 1 person eller Mad
på 30 min.
Få gode
smagsoplevelser med Kogebog.dk. Vi hjælper dig med at lykkes i køkkenet.
 
----------- ooo OÔO ooo -----------