 
 
   
Hvis du selv dyrker
krydderurter - i haven eller i vindueskarmen - er det sjovt at lave sin egen
kryddereddike. 
 
Her er 10 forslag, du
burde prøve:
Dildeddike
Enebæreddike
Estragoneddike
Kraftig kryddereddike 
Let kryddereddike 
Bitter
eddike 
Citronmelisse-eddike 
Timian-eddike 
Basilikum-eddike 
Bearnaise essens 
 
Det er ganske let at
fremstille sin egen kryddereddike: 
Man tager friske,
unge skud af krydderurter og kommer dem i høje glas eller 
i flasker med bred
hals. 
Så hælder man eddike
på og lader den stå og »modnes«, helst i en solfyldt vindueskarm. 
 
Her er forslag til
10 forskellige slags kryddereddike. Opskrifterne er beregnet til 1 liter eddike
(almindelig husholdningseddike eller vineddike). Kryddereddiken skal opbevares
mørkt og koldt med eller uden krydderurterne i. 
 
Dildeddike 
Hæld 1 liter eddike
over 2-3 bdt grøn dild. Trækketid: 4 uger. 
Bruges i kogevandet
til skaldyr, i fiskeretter, i salatsaucer og dressinger. 
 
Variation: 
Man kan også lave en
kryddereddike på dildskærmene alene. 
Kom 1 liter
hvidvinseddike over 4-6 dildskærme og lad det trække i 5 uger. 
Velegnet til salater
med fisk og i kogevandet til fisk og skaldyr. 
 
Enebæreddike
Hæld 1 liter varm
eddike over en stor håndfuld modne enebær. 
Trækketid: 3 uger. 
Bruges i
vildtsaucer, i retter med lever eller nyrer og i dressinger og saucer 
som serveres til
kalkun- eller kyllingesalat. 
 
Estragoneddike
Hæld 1 liter
hvidvinseddike over 1 stort bundt frisk, fransk estragon. 
Trækketid: 4 uger. 
Passer til salater
med fisk, fjerkræ og æg i mayonnaise. 
 
Kraftig kryddereddike 
Bland lige dele
løvstikke, salvie, citronmelisse, rosmarin, merian og estragon 
med 1 fed hvidløg og
lidt fintreven peberrod. 
Hæld 1 liter eddike
over og lad det trække i 5 uger. 
Bruges i
salatdressinger og til marinering af svine- og lammekød. 
 
Let kryddereddike 
Hæld 1 liter eddike
over en blanding bestående af 1 dildskærm, basilikum, 
estragon, lidt
fintsnittet peberrod, et par løgringe og 1 fed hvidløg. 
Lad det trække i 5
uger. 
Passer til alle
salatdressinger og til retter med oksekød. 
 
Bitter eddike 
Hæld 1 liter
rødvinseddike over 2-3 stilke løvstikke, 1 håndfuld malurt og 
et par rødløgsringe.
Trækketid: 4 uger. 
Bruges med
forsigtighed i dressinger til salater som serveres til kraftige kødretter. 
 
Citronmelisse-eddike 
Hæld 1 liter eddike
over en stor håndfuld citronmelisse. Trækketid: 4 uger. 
Velegnet til
dressinger og saucer til fiskesalater. Brug ½ dl i kogevandet til fisk. 
 
Timian-eddike 
Kom 10 timiankviste
i et glas og hæld hvidvinseddike over. 
Trækketid: 4 uger.
Brug ½ dl i kogevandet til fisk og skaldyr. 
Velegnet i
dressinger til fiskesalater og i gryderetter med kylling eller kød. 
 
Basilikum-eddike 
150 g småbladet
basilikum overhældes med hvidvinseddike. 
Trækketid: 4 uger. Bruges i sauce til lammesteg i stedet for mynte. 
Velegnet i dressinger til tomatsalat og grønne salater. 
 
Bearnaise essens 
Du kan sagtens selv
lave en bearnaise essens, som i virkeligheden er 
en form for
kryddereddike. Du gør sådan: 
Hæld 2½ dl
hvidvinseddike og 2½ dl tør hvidvin eller hvid vermouth i en kasserolle. 
Tilsæt 5 finthakkede
skalotteløg eller 3 forårsløg samt 10 stilke estragon og 
½ spsk knuste hvide eller sorte peberkorn. 
Bring det i kog og
lad det koge ind, til der er ca 2 dl. 
Si essensen gennem
en fin sigte og hæld den på flaske, der proppes til. 
Bruges ved
tillavning af bearnaise sauce og dressinger. 
 
Se alle de bedste opskrifter med Kryddereddike
 
✅ Her er kogebogen med nemme opskrifter,
- prøv selv, Madplaner, Min kogebog,
Grill, Tøm
køleskab, Mad
til 1 person eller Mad
på 30 min.
Få gode smagsoplevelser
med Kogebog.dk. Vi hjælper dig med at lykkes i køkkenet.