Løvstikke hedder også maggiurt. Det er en flerårig, rigtvoksende plante, der får gule blomsterskærme. Løvstikken menes at være kommet hertil fra Sydeuropa, og egnen omkring Genova i Norditalien (Ligurien) siges at
have været særlig gunstig. Deraf dens tidligere navn, Ligusticum.
Løvstikke trives også, og nogen vil mene for godt,
herhjemme, så den skal skæres kraftigt tilbage med jævne mellemrum. Allerede
tidligt om foråret bryder de lysende røde skud frem, og de unge, grønne blade
kan bruges direkte i salatskålen. Eller i grønsagssupper og stuvninger.
Med alderen tiltager smagen af suppeurter (mest selleri, men
også pastinak, persillerod, porre) og nogen tror, fejlagtigt, at løvstikken
danner basis for bouillonterninger.
Navnet løvstikke er inspireret af det tyske Liebstockel, et
navn der, ligesom det engelske lovage, sladrer om de egenskaber, vore forfædre
mente, løvstikken besad. Smagen bevares selv ved langvarig kogning, og
løvstikken kan derfor med held bruges i kraftige gryder med kål, kød og bønner,
i pølser, terriner og pateer, og endelig i fiskegryder og -supper, specielt med
muslinger. Men den er herskesyg og skal bruges med nogen varsomhed.
De gule blomsterskærme kan, som også bladene, tørres og
bruges som krydderi i madbrød og gryderetter. Eller de kan fryses (uden
blanchering). De bliver lidt mørkere at se til, men smagen er intakt.
Holdbarhed: 4-5 måneder.
Se mere om Løvstikke
✅ Her er kogebogen med nemme
opskrifter, - prøv selv, Madplaner, Min kogebog,
Grill, Tøm
køleskab, Mad
til 1 person eller Mad
på 30 min.
Få gode
smagsoplevelser med Kogebog.dk. Vi hjælper dig med at lykkes i køkkenet.
----------- ooo OÔO ooo -----------