Logo

Kartofler - sundt og godt

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Kartofler - sundt og godt 

 
En af sommerens delikatesser er nye kartofler som pålæg med et drys purløg. 💘

 
Kartofler hele året - Kartofler er vor vigtigste kilde til C-vitaminer, fordi de indgår så ofte i vor kost. Hen på foråret falder C-vitaminindholdet, så da må kartoflerne suppleres med andre grønsager.
Glem heller ikke »det grønne drys«. Kartoflernes næringsindhold bevares bedst, hvis kartoflerne koges med skræl.

 
Kartofler er sunde, mætter godt og kan fås året rundt til en rimelig pris. Desuden er kartofler klimavenlige. De udleder langt mindre CO2 end ris og pasta. Alligevel spiser vi kun halvt så mange kartofler, som vi burde.

 
Kartofler tilhører natskyggefamilien og er i familie med aubergine og tomater.
Kartoffelplanten er en urteagtig plante med opret vækst. De grønne blade sidder spredt, og blomsterne er violette eller hvide og sidder i små kvaste. Men det er knoldene, som dannes for enden af bladstænglerne under jorden, som bliver til spiselige kartofler.
Kartoffelplanten skal visne ned, før kartoflerne er modne. Modningen har betydning for kartoflernes holdbarhed.

 
Kartofler er sunde, mættende og klimavenlige
I år 2010 var det gennemsnitlige kartoffelforbrug pr. person cirka 110 gram om dagen, men ifølge Fødevarestyrelsens anbefalinger burde vi spise det dobbelte, nemlig 200-250 gram. Kartofler er nemlig en af grundpillerne i vores kost. Et af de officielle kostråd anbefaler, at vi spiser kartofler hver dag til middagsmaden. Eventuelt kan kartoflerne erstattes med ris eller pasta et par gange om ugen for variationens skyld. Kartofler er sunde. De indeholder mange kostfibre, C-vitamin og B-vitaminerne: B1, B6 og niacin. De indeholder også mineraler, især kalium, men også jern og magnesium. Kartofler er et af de levnedsmidler, der mætter bedst. De mætter to-tre gange mere end ris og pasta. Med andre ord, hvis du vil opnå størst mæthed for færrest kalorier, skal du spise kogte kartofler. Det er en myte, at kartofler feder, fordi de indeholder mange kulhydrater i form af stivelse.

 
Ifølge Fødevarestyrelsen er der ikke videnskabelig dokumentation for denne påstand. Men glem ikke, at kartofler tilberedt som pommes frites, flødekartofler, kartoffelsalat, frosne kartoffelprodukter og chips som regel er ret fedtholdige. Det er sundest at spise kartoflerne kogte eller bagte, for så indeholder de ikke noget fedt.

 
Kartofler er en af de fødevarer, der belaster miljøet mindst ifølge Institut for Miljøvurdering. Kartoflen giver nemlig et udbytte, der er fire gange højere end ris og hvede pr. arealenhed, og så dyrker vi kartoflerne selv og skal ikke transportere dem fra fjerne steder i verden. Kartoffelsorter
Dyrkning af kartofler er ikke svært. Om foråret kan man købe læggekartofler, som eventuelt forspires, før de puttes i jorden i april måned, og er vejrforholdene i orden, kan man servere friskopgravede, nye kartofler til Sankt Hans.

 
I Danmark dyrkes en række forskellige kartoffelsorter kommercielt. Afhængig af sorten kan der være ret store forskelle i kartoflernes smag, fasthed, størrelse, udseende og så videre. Men også dyrkningsforholdene spiller en rolle. Fx kan kartoflernes fasthed variere, afhængig af om de er dyrket i lerjord eller i sandjord. Desuden er klimaforholdene, herunder nedbør og temperatur under væksten, afgørende for det endelige høstresultat.

 
I det følgende gennemgås de karakteristiske egenskaber ved de mest almindelige sorter, som kan fås i butikkerne, men da der findes mere end 70 forskellige sorter, er listen ikke udtømmende.

 
Kartofler
Asparges kartofler
Bagekartofler
Bintje kartofler
Blå congo kartofler
Charlotte kartofler
Ditta kartofler
Estima kartofler
Folva kartofler
Nye kartofler
Sava kartofler
Sød kartoffel

 
Det er en god ide at se på sorten, når man skal vælge en kartoffel til en bestemt tilberedning. Emballagen på færdigpakkede kartofler skal være mærket med blandt andet sortsnavn, oprindelsesland, kvalitetsklasse og sorteringsstørrelse. Dog skal nye kartofler, Aspargeskartofler og andre langagtige kartofler ikke sorteres efter størrelse. Der arbejdes på at indføre en supplerende mærkning, som oplyser kartoflens egnethed til forskellige tilberedningsmetoder, som kogning, bagning og stegning.

 
Til kogning kan anbefales Aspargeskartofler, Ditta, Exquisa, Hamlet, Jutlandia, Sava, Fakse og Folva. De er faste i konsistensen og koger ikke ud. Ditta, Exquisa og Jutlandia har særlig tynd skræl og behøver derfor ikke skrælles. Aspargeskartofler og Sava kan med fordel koges med skræl og pilles. Koges kartoflerne med skræl, undgår man, at en del af vitaminerne forsvinder ud i kogevandet. Spiser man skrællen, får man et ekstra bidrag af fibre og vitaminer, og skrællen giver smag til retten.

 
Til stegning på pande, i friture og i ovn kan anbefales Ditta, Exquisa, Hamlet, Jutlandia, Sava, Fakse, Folva og Estima. Ved stegning på pande og i friture suger kartoflerne meget fedt. Det er derfor ernæringsmæssigt bedre at stege kartoflerne i ovn. Skær dem i passende stykker og kom dem i en frysepose med lidt olie og nogle krydderier eller tørrede krydderurter. Ryst posen, så krydderier og olie fordeler sig og hæld kartofler ud på bagepapir og steg dem i ovnen i cirka en halv time ved 175 grader varmluft.

 
Til bagekartofler kan anbefales Estima eller Folva. En bagt kartoffel skal være blød uden at være melet.

 
Til kartoffelmos kan anbefales Bintje, Estima og King Edward. De koger nemt ud. Tilsæt ikke salt til kogevandet, når kartoflerne skal moses, for så bliver mosen klistret.

 
Ud over spisekartofler bliver der industrielt fremstillet mange forskellige forarbejdede kartoffelprodukter, som kartoffelsalater og forskellige frosne kartoffelprodukter, fx kartoffelrösti, kartoffelbåde, skiveskårne kartofler og pommes frites samt kølede og blancherede kartofler til storkøkkener.

 
Desuden er kartoflerne basisingrediens i kartoffelchips og kartoffelmel. Ved fremstilling af kartoffelmel er fibrene et restprodukt, som blandt andet anvendes i mager leverpostej.

 
Opbevaring
Kartofler opbevares bedst køligt, tørt og mørkt. Normalt vil det bedste sted være i køleskabet ved 4 til 6 grader. Har man mulighed for at opbevare kartoflerne i et køligt og tørt rum, hvor de står i en papkasse eller papirspose, som ikke er lufttæt, er det ideelt.

 
Kartofler tåler ikke frost. Kartofler "ånder" under lagring, og hvis temperaturen kommer under 3 grader, stopper respirationen. Stivelsen i kartofler omdannes til sukker under lagring, og det kan gå ud over kvaliteten, for hvis respirationen er gået i stå, forbrændes sukkeret ikke, og kartoflen får en sødlig og vandet smag.
Kartofler spirer og bliver hurtigt runkne og tørre, hvis de opbevares over 7 grader.

 
Oprindelse
Kartofler stammer fra Sydamerika, nærmere bestemt Peru, hvor de har været dyrket i mere end 3.000 år.
Kartofler dukkede op i Europa i 1500-tallet, hvor spanske soldater havde dem med hjem fra Sydamerika, fordi de havde fundet ud af, at det var et godt tilskud til provianten ombord. Der var her tale om kartofler med uregelmæssige former og rød skræl.
Omtrent samtidig kom der kartofler fra Chile til England. Her var det de kartofler, vi bedst kender, nemlig med gul skræl og regelmæssige former.

 
Kartoflen kom til Danmark i 1720, men danskerne var i første omgang ikke særlig begejstrede. Der gik yderligere 100 år, før kartofler blev populære her i landet, og det var især den fattige del af befolkningen, som begyndte at spise mange kartofler.

 
Kartoflen har gennem tiderne haft mange navne. I 1700-tallet blev den kaldt "Tartuffel" fra italiensk Tartufo, som betyder lille trøffel. Omkring 1760 blev kartoflen også kaldt "Patat", der stammer fra det amerikanske ord Batat (sød kartoffel).

 
På Fyn og i Sønderjylland har kartoflerne også heddet "Botet" og i Vendsyssel "Patæt". Senere blev det i Sønderjylland til "Katøfler".
Jordæble, jordpære og jordblomme har også været brugt som kartoffelnavne.
Kartofler er verdens tredje mest dyrkede afgrøde efter ris og hvede. Kina er verdens største producent af kartofler.


Se alle de bedste opskrifter med Pillekartofler

 

Her får du 5 geniale kartoffel-tricks:

 

1. TRÆK SMAGEN AF SALT UD AF MAD

Hvis du nogensinde har prøvet at stå med en sammenkogt ret eller suppe, som er blevet alt for salt, så fortvivl ikke, smid straks en skrællet rå kartoffel ned i gryden, og lad den koge med.

Tag kartoflen op, før du serverer retten.

Kartoflen trækker noget af den salte smag til sig, så maden ikke er helt så salt.

 

2. PIL KARTOFLER UDEN BØVL

Hvis du hader at pille kartofler, fordi det tager en krig at stå med de varme knolde og pille den fine skræl af, så får du her det ultimative trick.

Skær en ridse i kartoflen hele vejen rundt, så du lige får skåret skrællen igennem. Skær hele vejen rundt, og sørg for at enderne mødes. Kog kartoflerne, og overhæld dem med koldt vand, når de er færdige. Nu kan du smutte kartoflen ud af skindet som en mandel.

 

3. RUSTFJERNER

Kartofler er en udmærket rustfjerner, og er heldigvis noget du lige har ved hånden. Skær en rå kartoffel over på midten, og dyp den skårede side i bagepulver, og så er det bare at gnide løs på rustpletten. Det er oxalsyren i kartoflen, som kombineret med bagepulver hjælper med at opløse rusten.

 

4. UNDGÅ DAMP PÅ SPEJLET

Hvis du gerne vil undgå, at spejlet damper til, når du er i bad. Så skal du bare give det en omgang med en rå kartoffel. Skær en kartoffel over, og gnid spejlet med den afskårne side. Lad saften tørre ind. Nu er du fri for damp.

 

5. HURTIG SLIP-LET TIL GRILLEN

Er du træt af, at kødet hænger fast på grillristen, når du griller, så prøv at gnide risten med en rå kartoffel. Risten skal være kold, når du forbehandler den, og så er det bare at tænde op og grille løs.


Se alle de bedste opskrifter med Kartofler


Se også Pillekartofler på den nemme måde 


✅ Her er kogebogen med nemme opskrifter, - prøv selv, Madplaner, Min kogebog, Grill

Tøm køleskab, Mad til 1 person eller Mad på 30 min.
Få gode smagsoplevelser med Kogebog.dk. Vi hjælper dig med at lykkes i køkkenet.

 
----------- ooo OÔO ooo -----------

 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Kogebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (5 stemmer)
Siden er blevet set 9.339 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Du kan vælge Måltid og få aftensmad, frokost osv. eller Metode og få grill, gryde, ovn osv. eller Bagværk og få brød, boller og lagkage osv. eller omregner mellem gram, liter og udenlandske mål - der er er meget at vælge imellem - Eller prøv en af vores mange opskrifter med Airfryer
Afstemning
Penge kontanter, kan vi undvære dem?



Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her